Der er noget helt særligt ved det første rigtige job. Ikke de der fritidsjobs, man havde i gymnasiet, hvor man mest af alt prøvede at undgå opvasken eller listede sig væk fra lageret lidt før tid. Nej, jeg mener det første job, hvor man skal møde klokken 08.00, hvor man får en mailadresse med firmaets navn i, og hvor man får en frokostordning og en firmatelefon, selvom man stadig ikke helt tør tage den.

Det er spændende, det er skræmmende, og det er virkelig noget, man kun oplever én gang. Jeg kan huske, da jeg trådte ind på kontoret første dag. Jeg havde taget et par alt for nye sko på og havde øvet mit håndtryk hele weekenden. Men det, jeg ikke havde forberedt mig på, var alt det, der ikke stod i stillingsopslaget. Det med kollegakaffen. Smalltalken i printerrummet. Hvordan man egentlig siger “jeg fatter intet af det her regneark” uden at lyde som en komplet nybegynder.

Der er noget lidt paradoksalt ved at gå fra skolebænken til arbejdslivet. I skolen fik man karakterer og feedback – hele tiden. Du vidste, hvor du stod. Men i et rigtigt job kan der sagtens gå flere uger, hvor man sidder og tænker: “Gør jeg det overhovedet godt nok?” Og det er lidt af en rutchebane. Fordi nogle dage føler man sig som en stjerne, og andre dage… ja, der er man nærmest klar til at flytte tilbage til sit teenageværelse og droppe hele voksenlivet. Det var ligesom at spille på NetBet for første gang, det var utrolig sjovt og hyggeligt, og de der casino spil de kan altså bare noget. Det samme kan arbejdslivet!

Noget af det mest overraskende for mig var faktisk, hvor meget “arbejde” ikke nødvendigvis handler om det, man laver, men mere om hvordan man er sammen med andre. Det handler ikke bare om at udfylde en opgave. Det handler om at forstå tonen på kontoret. Hvornår man må spørge. Hvornår man lige skal holde igen. Og så handler det – i den grad – om møder. Møder om møder. Møder, hvor man bliver inviteret, men ikke helt ved hvorfor. Jeg brugte de første par uger på at nikke meget og skrive ting ned, selv når jeg ikke vidste, hvad det betød. Det virkede troværdigt. Tror jeg.

Men midt i al usikkerheden og den lidt for stærke kaffe, så sker der også noget vildt fedt. Man vokser. Hurtigere, end man lige regner med. Og man finder ud af, at de fleste faktisk også selv har været nye en gang. At folk godt ved, hvordan det føles. Jeg opdagede, at mange af mine kollegaer gerne ville hjælpe. Men at de jo ikke kunne læse mine tanker. Det krævede, at jeg sagde højt: “Jeg har aldrig prøvet det her før, kan du vise mig?” Og det er lidt som at trykke på en usynlig startknap – for når man tør indrømme, at man ikke ved alt, så åbner det pludselig op for ægte læring.

Det første rigtige job er ikke kun en titel på LinkedIn. Det er et skridt. Et spring. En kæmpe oplevelse. Nogle dage har man overskud, og andre dage er man bare glad for, at man huskede sin madpakke. Men det vigtigste er, at man møder op. At man tør lære. At man siger ja – også til de opgaver, man er lidt usikker på. For det er netop der, man vokser.

Så hvis du lige er startet i dit første job og føler dig som den eneste, der ikke har styr på det hele, så skal du vide: Du er ikke alene. Vi har alle været der. Og det bliver lettere. Mere naturligt. Og pludselig en dag står du og viser den næste nye rundt i kontoret, mens du med et lille smil tænker: “Wow… jeg ved faktisk, hvad jeg laver nu.”